TRSTN
maniimathician
Manes interview in Italian here:
http://www.metalmaniacs.it/Interviste/Manes%20-%20Intervista%20a%20Torstein%20(bass).htm
http://www.metalmaniacs.it/Interviste/Manes%20-%20Intervista%20a%20Torstein%20(bass).htm
Manes: Vilosophe (first reviews)
- Thread starter Michele/Xyphias
- Start date
NAD
What A Horrible Night To Have A Curse
TRSTN
maniimathician
efj
Schizo Freak
Kender I det forhold, at man i en sådan grad glæder sig til et kommende udspil fra et af metalgenrens erfarne top-bands, at man næsten ikke kan undgå andet end at blive skuffet når resultatet endelig foreligger?
Til alt held forekommer det diametralt modsatte scenarie heldigvis også; at man ved et tilfælde falder over en udgivelse fra et band der synes at dukke op fra det rene ingenting, og som totalt bjergtager ens sanseapparat. Et sådant band er Manes, og en sådan effekt havde deres nye album "Vilosophe" på undertegnede.
Ifølge det medfølgende promo-materiale skulle det for mig hidtil ukendte band Manes åbenbart på det foregående fem år gamle debutalbum have gjort sig i den traditionelle black metal genre, men det er dog umiddelbart svært at forstille sig efter at have lagt ører til disse udsyrede Nordmænds musikalske output på "Vilosophe"
Men ok, et band som Ulver har jo da vist, at det er muligt med succes at klare overgangen fra grum black metal til mere eksperimenterende musikalske udtryk uden af den grund at gå på kompromis med det oprindelige værdigrundlag, og apropos Ulver så bringer "Vilosophe" faktisk til tider mindelser om det sublime avantgardistiske mix mellem metal og electronica, som Ulver med stort held introducerede på "Themes from William Blake.." albummet. Dog er "Vilosophe" trods alt en del mere metallisk i sit udtryk end omtalte Ulver mesterværk.
Føromtalte promo-materiale nævner dog at bandet anno 2003 omfatter tidligere Atrox og The 3rd and The Mortal medlemmer, hvorefter man lidt bedre kan sætte sig ind i det pludselige retningsskifte hen imod et mere udforskende lydbillede, da netop de to omtalte bands jo aldrig ligefrem har være eksponenter for musikalsk konservatisme, snarere tværtimod.
Forsanger lyder i øvrigt som en ung Ozzy Osbourne når han synger igennem, hvilket jo ikke ligefrem er det værste at blive associeret med; ja rent faktisk passer hans meget specielle stemme nærmest perfekt til musikken; musik og vokal så at sige komplementerer hinanden på symbiotisk manér, så det endelige kunstneriske resultat synes vægtigere end summen af de enkelte dele. Dette kan man forvisse sig om allerede ved albummets start, idet "Vilosophe" sættes i gang med det rent ud sagt fantastiske nummer "Nodamnbrakes", som det i en periode var mig komplet umuligt ikke at skulle høre mindst en håndfuld gange pr. dag; alt synes at gå op i en højere enhed på netop dette nummer.
En af Manes mange forcer er deres evnet til at kunne udtrykke ikke alene det udadvendte og aggressive, men i lige så høj grad det indadvendte og hypnotisk drømmende, og det ofte indenfor samme nummer, som den godt 10 minutter lange skæring "Diving With Your Hands Bound [Nearly Flying]" er et godt eksempel på. Nummerets opbygning minder i nogen grad, uden sammenligning i øvrigt, om salige The God Machines perle "Seven" fra det udødelige mesterværket "Scenes From the Second Storey"; den første tredjedel af nummeret bygger stille og roligt en stemning op, som i den midterste tredjedel stiger til et dramatisk højdepunkt, hvorefter Manes langsomt glider tilbage til det oprindelige, tranceagtige udgangspunkt på den afsluttende tredjedel. Stort!
Noget andet Manes på en fin måde har forstået er sømløst at integrere de regulære instrumenter med de mere programmerede/sequencede indslag, f.eks. kombinationen af både akustiske trommer og elektroniske ditto, så man står tilbage med et på én gang organisk og dog futuristisk lydbillede.
Selv det mere regulære techno/jungle-agtige nummer "Death of The Genuine" bliver i Manes kapable hænder og især pga. den fede vokalpræstation til endnu et højdepunk, og det til trods for at jeg normalt har meget lidt tålmodighed med den slags musik.
Endnu et højdepunkt på "Vilosophe" er "Ende" der med sit lettere opgivende og melankolske udtryk og afsluttende brug af saxofon skaber indre billeder af en sen nattetime i en storby i forfald.
Faktisk lidt i stil med stemningen på Ulvers "Perdition City", bare meget mere vokalbaseret.
Albummets hårdeste skæring er "The Hardest of Comedowns", som det alligevel lykkes Manes at tilføre deres særegne melodiske melankoli, og faktisk er det eneste nummer der virker direkte overflødigt det afsluttende "Confluence", som egentlig bare består af en langtrukken sample fra en eller anden sikkert obskur Tysk film krydret med lidt spacy lyde i baggrunden. Med andre ord en lidt antiklimaktisk afslutning på et ellers afvekslende og genreeksperimenterende alternativt metal album.
I mine ører er "Vilosophe" en af årets mest positive overraskelser fra et band, der som sagt for undertegnedes vedkommende pludselig sprang frem fra den totale obskuritet og leverede et produkt, der lyder som om det burde være udtænkt af et væsentligt mere erfarent og garvet band end Manes.
Måske har vi i Manes et godt bud på morgendagens alternative metalhelte? Bandet er i hvert fald på rette vej med "Vilosophe". Anbefales! -byrial
Til alt held forekommer det diametralt modsatte scenarie heldigvis også; at man ved et tilfælde falder over en udgivelse fra et band der synes at dukke op fra det rene ingenting, og som totalt bjergtager ens sanseapparat. Et sådant band er Manes, og en sådan effekt havde deres nye album "Vilosophe" på undertegnede.
Ifølge det medfølgende promo-materiale skulle det for mig hidtil ukendte band Manes åbenbart på det foregående fem år gamle debutalbum have gjort sig i den traditionelle black metal genre, men det er dog umiddelbart svært at forstille sig efter at have lagt ører til disse udsyrede Nordmænds musikalske output på "Vilosophe"
Men ok, et band som Ulver har jo da vist, at det er muligt med succes at klare overgangen fra grum black metal til mere eksperimenterende musikalske udtryk uden af den grund at gå på kompromis med det oprindelige værdigrundlag, og apropos Ulver så bringer "Vilosophe" faktisk til tider mindelser om det sublime avantgardistiske mix mellem metal og electronica, som Ulver med stort held introducerede på "Themes from William Blake.." albummet. Dog er "Vilosophe" trods alt en del mere metallisk i sit udtryk end omtalte Ulver mesterværk.
Føromtalte promo-materiale nævner dog at bandet anno 2003 omfatter tidligere Atrox og The 3rd and The Mortal medlemmer, hvorefter man lidt bedre kan sætte sig ind i det pludselige retningsskifte hen imod et mere udforskende lydbillede, da netop de to omtalte bands jo aldrig ligefrem har være eksponenter for musikalsk konservatisme, snarere tværtimod.
Forsanger lyder i øvrigt som en ung Ozzy Osbourne når han synger igennem, hvilket jo ikke ligefrem er det værste at blive associeret med; ja rent faktisk passer hans meget specielle stemme nærmest perfekt til musikken; musik og vokal så at sige komplementerer hinanden på symbiotisk manér, så det endelige kunstneriske resultat synes vægtigere end summen af de enkelte dele. Dette kan man forvisse sig om allerede ved albummets start, idet "Vilosophe" sættes i gang med det rent ud sagt fantastiske nummer "Nodamnbrakes", som det i en periode var mig komplet umuligt ikke at skulle høre mindst en håndfuld gange pr. dag; alt synes at gå op i en højere enhed på netop dette nummer.
En af Manes mange forcer er deres evnet til at kunne udtrykke ikke alene det udadvendte og aggressive, men i lige så høj grad det indadvendte og hypnotisk drømmende, og det ofte indenfor samme nummer, som den godt 10 minutter lange skæring "Diving With Your Hands Bound [Nearly Flying]" er et godt eksempel på. Nummerets opbygning minder i nogen grad, uden sammenligning i øvrigt, om salige The God Machines perle "Seven" fra det udødelige mesterværket "Scenes From the Second Storey"; den første tredjedel af nummeret bygger stille og roligt en stemning op, som i den midterste tredjedel stiger til et dramatisk højdepunkt, hvorefter Manes langsomt glider tilbage til det oprindelige, tranceagtige udgangspunkt på den afsluttende tredjedel. Stort!
Noget andet Manes på en fin måde har forstået er sømløst at integrere de regulære instrumenter med de mere programmerede/sequencede indslag, f.eks. kombinationen af både akustiske trommer og elektroniske ditto, så man står tilbage med et på én gang organisk og dog futuristisk lydbillede.
Selv det mere regulære techno/jungle-agtige nummer "Death of The Genuine" bliver i Manes kapable hænder og især pga. den fede vokalpræstation til endnu et højdepunk, og det til trods for at jeg normalt har meget lidt tålmodighed med den slags musik.
Endnu et højdepunkt på "Vilosophe" er "Ende" der med sit lettere opgivende og melankolske udtryk og afsluttende brug af saxofon skaber indre billeder af en sen nattetime i en storby i forfald.
Faktisk lidt i stil med stemningen på Ulvers "Perdition City", bare meget mere vokalbaseret.
Albummets hårdeste skæring er "The Hardest of Comedowns", som det alligevel lykkes Manes at tilføre deres særegne melodiske melankoli, og faktisk er det eneste nummer der virker direkte overflødigt det afsluttende "Confluence", som egentlig bare består af en langtrukken sample fra en eller anden sikkert obskur Tysk film krydret med lidt spacy lyde i baggrunden. Med andre ord en lidt antiklimaktisk afslutning på et ellers afvekslende og genreeksperimenterende alternativt metal album.
I mine ører er "Vilosophe" en af årets mest positive overraskelser fra et band, der som sagt for undertegnedes vedkommende pludselig sprang frem fra den totale obskuritet og leverede et produkt, der lyder som om det burde være udtænkt af et væsentligt mere erfarent og garvet band end Manes.
Måske har vi i Manes et godt bud på morgendagens alternative metalhelte? Bandet er i hvert fald på rette vej med "Vilosophe". Anbefales! -byrial
efj
Schizo Freak
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]Review from www.neovoid.org[/font]
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]A flashback to the nineties: It's been some time now since the Norwegian ensemble Ulver realised the limitations of their black metal genre and forced themselves to reconsider their method of delivery; the result was more or less an abandonment of their black metal sound and a development into more electronic areas, a step which was welcomed by lots (like me) and despised by perhaps even more. All of a sudden, Ulver made a name for themselves as they went from being "an interesting black metal band" to "the band that saved the black metal scene from stagnation" (or "the Judas of black metal", depending on who you ask). The band themselves don't care anymore, they've distanced from that discussion years ago. A lot of bands had experimented with incorporating elements from other genres into their black metal at that time, but Ulver were the first to completely throw away their distorted guitars and blastbeats and embrace an entirely different genre. Now, this is not an Ulver review, but seeing that the new Manes album seems to repeat Ulver's stunt, a bit of background history was probably not all that bad an idea.
Now for the band in question. Manes started out as a black metal duo, and released in 1998 an album titled UNDER EN BLODRAUD MAANE. The thing about this debut album is, it was actually very very good. It was extremely cold and distant, the way black metal should be if you ask me, and though I'd be hard pressed to find comparisons, a mixture of slow Kvist and Emperor would probably be the best bid. Now, five years later, the band has expanded into a sextet and, well, they don't really play black metal anymore. At all. To be honest, I don't really have the vaguest idea what on Earth they're playing now. There's some trip hop here, there's some rock here, there's some jazz here, there's some jungle beats here, and I guess that there's even some metal left here as well. Somehow, this band took all these different influences (and a bit more) and made it sound like they've been playing this stuff all their life. This just proves the point that it doesn't matter what genre you play, how "metal" you are (Megadeth! Moonspell! Metallica! TAKE HEED!), if you're a superior songwriter, and it is obvious by now that these guys are.
All the songs on this album are very strong and varied. The final track, "Confluence", is a different case though. It's a German spoken word monologue evolving into an Exorcist-style rasp, with some background build-up of some kind, which wouldn't be so bad at all if it wasn't so long (5 and a half minute). The two or three last minutes alone would be a lot better, and the track is a bit of an anti-climax after the seven first solid songs. Furthermore, I have one more point of criticism: this album is too short!! Yes, quality beats quantity, and it's a good thing I'm never getting bored (until the last track), but ten minutes more of equally good stuff would have been a blast. It's so hard to satisfy a seasoned reviewer, I guess.
All in all, this album is a great example of remarkable songwriting skills and easily the best album I've yet heard from code666's (Manes' new label) roster. VILOSOPHE is highly recommended unless you are a stuck up true black metal fiend, and with this kind of evolution, I'm looking very much forward to Manes' next CD.[/font]
Now for the band in question. Manes started out as a black metal duo, and released in 1998 an album titled UNDER EN BLODRAUD MAANE. The thing about this debut album is, it was actually very very good. It was extremely cold and distant, the way black metal should be if you ask me, and though I'd be hard pressed to find comparisons, a mixture of slow Kvist and Emperor would probably be the best bid. Now, five years later, the band has expanded into a sextet and, well, they don't really play black metal anymore. At all. To be honest, I don't really have the vaguest idea what on Earth they're playing now. There's some trip hop here, there's some rock here, there's some jazz here, there's some jungle beats here, and I guess that there's even some metal left here as well. Somehow, this band took all these different influences (and a bit more) and made it sound like they've been playing this stuff all their life. This just proves the point that it doesn't matter what genre you play, how "metal" you are (Megadeth! Moonspell! Metallica! TAKE HEED!), if you're a superior songwriter, and it is obvious by now that these guys are.
All the songs on this album are very strong and varied. The final track, "Confluence", is a different case though. It's a German spoken word monologue evolving into an Exorcist-style rasp, with some background build-up of some kind, which wouldn't be so bad at all if it wasn't so long (5 and a half minute). The two or three last minutes alone would be a lot better, and the track is a bit of an anti-climax after the seven first solid songs. Furthermore, I have one more point of criticism: this album is too short!! Yes, quality beats quantity, and it's a good thing I'm never getting bored (until the last track), but ten minutes more of equally good stuff would have been a blast. It's so hard to satisfy a seasoned reviewer, I guess.
All in all, this album is a great example of remarkable songwriting skills and easily the best album I've yet heard from code666's (Manes' new label) roster. VILOSOPHE is highly recommended unless you are a stuck up true black metal fiend, and with this kind of evolution, I'm looking very much forward to Manes' next CD.[/font]
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]
Summed up: A well-composed piece of art entirely disregarding boundaries of genres...[/font]
Summed up: A well-composed piece of art entirely disregarding boundaries of genres...[/font]
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]
Plus: Solid songwriting, well, it just sounds great![/font]
Plus: Solid songwriting, well, it just sounds great![/font]
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]Minus: The last track is a bit of a bore, too short.[/font]
[font=Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif]
Music: 9,5 - Lyrics: 8,5 - Conclusion: 9,5[/font]
Music: 9,5 - Lyrics: 8,5 - Conclusion: 9,5[/font]
efj
Schizo Freak
Manes
- Norsk pop - [size=+1]Vilosophe[/size] [SPV]
1. nodamnbrakes
2. diving with your hands bound (nearly flying)
3. white devil black shroud
4. terminus a quo / terminus ad quem
5. death of the genuine
6. ende
7. the hardest of comedowns
8. confluence
Skit. Man undrar om titeln "death of the genuine" är medvetet självkritisk. För nu har även mäktiga Manes dragit ner byxorna, böjt sig framåt, särat på skinkorna och låtit sig sodomeras blodiga. Manes spelar nu "sofistikerad" pop med "elektroinfluenser", ren sång och "avantgarde"-fantasier. För att vara avantgarde skall man ligga i täten, inte vara ännu en i raden av norska black metalgrupper som försöker dra in stålar från anorektiska, bisexuella goth-yngel. Fan ta er, Manes, för att ni sålde er kreativitet, och för att ni lät ert namn dras i smutsen så här.
Detta, mina vänner, är årets totalomvändning och besvikelse. Stöd inte feminiseringen av black metal. Stöd inte sell-outs. Håll er långt borta från Manes "Vilosophe"!
He he, for en bra review! Lurer på hva som finnes i hodet på denne personen?! -viNd-
- Norsk pop - [size=+1]Vilosophe[/size] [SPV]
1. nodamnbrakes
2. diving with your hands bound (nearly flying)
3. white devil black shroud
4. terminus a quo / terminus ad quem
5. death of the genuine
6. ende
7. the hardest of comedowns
8. confluence
Detta, mina vänner, är årets totalomvändning och besvikelse. Stöd inte feminiseringen av black metal. Stöd inte sell-outs. Håll er långt borta från Manes "Vilosophe"!
- J.O.
He he, for en bra review! Lurer på hva som finnes i hodet på denne personen?! -viNd-
efj
Schizo Freak
review by: Steppenvvolf www.maelstrom.nu
Sometimes bands issue concept albums, but most of those concepts are, if at all, only perceptible by the names of the songs. But Manes has managed to bring out an album that is not only a colorful work, but that also sheds light on a dark and often neglected part of your soul.
The introductory part of Vilosophe is marked by slow, ambient keyboard sounds to which a thin voice is fitted in. With time progressing, the speed of the tracks advances in waves, with the drum lines mutating from virtually non-existent or hollow and deep sounds, to aggressive breakbeat passages ala Prodigy.
Full and broad guitar sounds accompany and support the upheaval in rhythm and strength. Each time a new wave has broken, and we`re speaking of time in minutes, it feels like the music is reclining from its advances to gather new strength.
The fragile voice is taking those surges surprisingly well, gaining its suggestive momentum from singing in a very accusatory manner.
Remarkable is the final track, which is basically only a narrative in German, the content of which I shall not reveal here, but it does develop from the atmosphere created by the music tracks before naturally. Both in style and content it is like breaking the last wave and leaving it to die on a misty shore.
This is an album you should definetly not miss. My pick of this issue, if not one of this year`s favourites.
Sometimes bands issue concept albums, but most of those concepts are, if at all, only perceptible by the names of the songs. But Manes has managed to bring out an album that is not only a colorful work, but that also sheds light on a dark and often neglected part of your soul.
The introductory part of Vilosophe is marked by slow, ambient keyboard sounds to which a thin voice is fitted in. With time progressing, the speed of the tracks advances in waves, with the drum lines mutating from virtually non-existent or hollow and deep sounds, to aggressive breakbeat passages ala Prodigy.
Full and broad guitar sounds accompany and support the upheaval in rhythm and strength. Each time a new wave has broken, and we`re speaking of time in minutes, it feels like the music is reclining from its advances to gather new strength.
The fragile voice is taking those surges surprisingly well, gaining its suggestive momentum from singing in a very accusatory manner.
Remarkable is the final track, which is basically only a narrative in German, the content of which I shall not reveal here, but it does develop from the atmosphere created by the music tracks before naturally. Both in style and content it is like breaking the last wave and leaving it to die on a misty shore.
This is an album you should definetly not miss. My pick of this issue, if not one of this year`s favourites.
Emi
underdog
TRSTN
maniimathician
From http://wavegothic.de/
Mit "Vilosophe" habe ich das Vergnügen, Euch meine (bisher) größte Überraschung des Jahres vorzustellen. Die Band hat vor Jahren rohen Black Metal gespielt und nun kehrt sie mit ihrer brandneuen musikalischen Ausrichtung zurück, die keineswegs an die Wurzel der Band erinnert, um uns auf eine bizarre Reise zu entführen und ...zu hypnotisieren. Der neue Stil wird als "eine Jamsession von Katatonia, Radiohead und Aphex Twin" beschrieben und so falsch liegt man mit diesem Vergleich nicht. "Manes" bedeutet "Unterwelt", oder "Reich der Toten", aber die neuen Manes hören sich alles andere als tot an! Nach einer anderen Inspirationsquelle bedeutet "Mana" "the divine spirit in man", was schon auf das Schaffen der Norweger zutreffender hinweist. Energiegeladene, frische und doch so tief melancholische Melodien, die eine Mischung aus harten und weichen, düsteren, dennoch so viel Licht ausatmenden Tönen darstellen, entfalten eine besondere emotionale Wirkung, die zwischen einem unglaublichen Wohlgefühl, Irritation und Schock liegt. Weite Keyboardexkursionen mischen sich mit futuristischen, kühlen Klängen zu einem interessanten Etwas, das sich irgendwo zwischen Avantgarde, Industrial gar Gothic Rock ansiedelt. Sphärische, mystisch anmutende Töne treffen auf treibende Industrialstrukturen, Elektroparts auf Rockelemente und auf sanfte Trip Hop Passagen. Das Ganze wird mit stimmungsvollen Vocals bereichert, durch die Industrial Noise durchkommt. Erfinderische, ungewöhnliche und bemerkenswerte Töne, denen es aber am Gefühl nicht mangelt werden zu einem vollständigen und komplexen Ganzen zusammengefügt und erschaffen eine surreale Klangwelt, deren allegorischer Kraft sich man nicht entziehen kann. "Vilosophe" schockiert, irritiert, verwundert, amüsiert, begeistert, bringt zum Nachdenken ... und macht süchtig! Melodisch, abgefahren, vertrackt, aber nicht anstrengend, so dass man den Zugang zu der "anderen Welt" schnell findet, um sich in ihr ganz zu verlieren. Die Norweger wissen mit ihrer Innovation und ihrem enormen Potential zu überzeugen, bezaubern und berühren auf IHRE Weise. Auch von der technischen Seite ist hier alles im grünen Bereich. MANES schaffen es, ihren Stücken Leben einzuhauchen, sie spürbar menschlich zu komponieren und doch sind sie so außerirdisch und bleiben ein Rätsel, was diese Musik so faszinierend und zeitlos macht und mich die Höchstnote ziehen lässt. Grandioses Album mit dem Prädikat "anders" und eine große Empfehlung für alle, die phantasievollem und kreativem Meilenstein aufgeschlossen sind.
(karolina / 21.09.2003)
Mit "Vilosophe" habe ich das Vergnügen, Euch meine (bisher) größte Überraschung des Jahres vorzustellen. Die Band hat vor Jahren rohen Black Metal gespielt und nun kehrt sie mit ihrer brandneuen musikalischen Ausrichtung zurück, die keineswegs an die Wurzel der Band erinnert, um uns auf eine bizarre Reise zu entführen und ...zu hypnotisieren. Der neue Stil wird als "eine Jamsession von Katatonia, Radiohead und Aphex Twin" beschrieben und so falsch liegt man mit diesem Vergleich nicht. "Manes" bedeutet "Unterwelt", oder "Reich der Toten", aber die neuen Manes hören sich alles andere als tot an! Nach einer anderen Inspirationsquelle bedeutet "Mana" "the divine spirit in man", was schon auf das Schaffen der Norweger zutreffender hinweist. Energiegeladene, frische und doch so tief melancholische Melodien, die eine Mischung aus harten und weichen, düsteren, dennoch so viel Licht ausatmenden Tönen darstellen, entfalten eine besondere emotionale Wirkung, die zwischen einem unglaublichen Wohlgefühl, Irritation und Schock liegt. Weite Keyboardexkursionen mischen sich mit futuristischen, kühlen Klängen zu einem interessanten Etwas, das sich irgendwo zwischen Avantgarde, Industrial gar Gothic Rock ansiedelt. Sphärische, mystisch anmutende Töne treffen auf treibende Industrialstrukturen, Elektroparts auf Rockelemente und auf sanfte Trip Hop Passagen. Das Ganze wird mit stimmungsvollen Vocals bereichert, durch die Industrial Noise durchkommt. Erfinderische, ungewöhnliche und bemerkenswerte Töne, denen es aber am Gefühl nicht mangelt werden zu einem vollständigen und komplexen Ganzen zusammengefügt und erschaffen eine surreale Klangwelt, deren allegorischer Kraft sich man nicht entziehen kann. "Vilosophe" schockiert, irritiert, verwundert, amüsiert, begeistert, bringt zum Nachdenken ... und macht süchtig! Melodisch, abgefahren, vertrackt, aber nicht anstrengend, so dass man den Zugang zu der "anderen Welt" schnell findet, um sich in ihr ganz zu verlieren. Die Norweger wissen mit ihrer Innovation und ihrem enormen Potential zu überzeugen, bezaubern und berühren auf IHRE Weise. Auch von der technischen Seite ist hier alles im grünen Bereich. MANES schaffen es, ihren Stücken Leben einzuhauchen, sie spürbar menschlich zu komponieren und doch sind sie so außerirdisch und bleiben ein Rätsel, was diese Musik so faszinierend und zeitlos macht und mich die Höchstnote ziehen lässt. Grandioses Album mit dem Prädikat "anders" und eine große Empfehlung für alle, die phantasievollem und kreativem Meilenstein aufgeschlossen sind.
(karolina / 21.09.2003)
www.ancientspirit.de
Oh Mann, was die norwegischen Avantgardisten von MANES auf ihrem zweiten Album fabrizieren, läßt sich nur schwer in Worte fassen und kann von mir nur als sehr mitreißend, überaus fesselnd und beeindruckend bezeichnet werden und erinnert mich in der Gesamtheit eventuell höchstens an ULVER. Ich versuch´s euch einfach mal anhand der Einzelsongs näherzubringen:
Nodamnbrakes: Der Opener ist ein fetter TripHop-Hit, der viel mehr mit PORTISHEAD oder MOLOKO gemein hat, als mit Rock!
Diving With Your Hands Bound (Nearly Flying): 11-minütiger Hammersong mit Parallelen zu SHIP OF FOOLS oder ANTIMATTER, wobei er zunächst rhig und betörend beginnt und dann immer extatischer wird und sowohl Retro-Rock-Einschübe, als auch Vergleiche zu Bands wie LAST CRACK hervorruft! GANZ GROSS!!!
White Devil Black Shroud: Sehr relaxter und beruhigender Track...absolut geil!
Terminus A Quo / Terminus Ad Quem: Erneut setzen die Norweger auf extatische Elemente und Beats und ergänzen sie mit superb schwebenden Vocals.
Death Of The Genuine: Ein weiterer Oberhammer, bei dem zu gesampelten Gitarren geilste Jungle-Breakbeats regieren und das von genialsten FXs, Vocals und Melodien flankiert wird!
Ende: Einziger etwasschwächerer Track, der zwar OK geht, bei dem aber die Länge zu schaffen macht und der etwas langweilig wird.
The Hardest Of Comedowns: MIKE OLDFIELDs 'Tubular Bells' kommt einem bei der grandiosen Melodie in den Sinn, zu deren Unterstützung mal wieder ein extatischer Aufbau und sehr hingebungsvolle Vocals kommen. Klasse!
Confluence: Der mit Abstand obskurste Track, da es sich hierbei nur um einen an die Buttgereit-Filme (v.a. 'Schramm') erinnernden Monolog handelt, bei dem eine männliche und sehr ausdrucksstarke Stimme auf deutsch (!!!) und zu dezenten aber düsteren Klängen davon erzählt, was mit seiner kranken Frau geschieht (muß man sich anhören...mag ich hier nicht näher erläutern). Super sick und doch absolut cool!
Alles in allem ist 'Vilosophe' daher ein zwar etwas verstörendes, aber doch überaus brillantes Album geworden, das den Status von MANES im Avantgarde-Underground ins Unermeßliche steigern dürfte und bei der breiten Masse ohnehi keine Chance hat. Aber das ist definitiv auch gut so.
Hage, 10,5 Punkte
Oh Mann, was die norwegischen Avantgardisten von MANES auf ihrem zweiten Album fabrizieren, läßt sich nur schwer in Worte fassen und kann von mir nur als sehr mitreißend, überaus fesselnd und beeindruckend bezeichnet werden und erinnert mich in der Gesamtheit eventuell höchstens an ULVER. Ich versuch´s euch einfach mal anhand der Einzelsongs näherzubringen:
Nodamnbrakes: Der Opener ist ein fetter TripHop-Hit, der viel mehr mit PORTISHEAD oder MOLOKO gemein hat, als mit Rock!
Diving With Your Hands Bound (Nearly Flying): 11-minütiger Hammersong mit Parallelen zu SHIP OF FOOLS oder ANTIMATTER, wobei er zunächst rhig und betörend beginnt und dann immer extatischer wird und sowohl Retro-Rock-Einschübe, als auch Vergleiche zu Bands wie LAST CRACK hervorruft! GANZ GROSS!!!
White Devil Black Shroud: Sehr relaxter und beruhigender Track...absolut geil!
Terminus A Quo / Terminus Ad Quem: Erneut setzen die Norweger auf extatische Elemente und Beats und ergänzen sie mit superb schwebenden Vocals.
Death Of The Genuine: Ein weiterer Oberhammer, bei dem zu gesampelten Gitarren geilste Jungle-Breakbeats regieren und das von genialsten FXs, Vocals und Melodien flankiert wird!
Ende: Einziger etwasschwächerer Track, der zwar OK geht, bei dem aber die Länge zu schaffen macht und der etwas langweilig wird.
The Hardest Of Comedowns: MIKE OLDFIELDs 'Tubular Bells' kommt einem bei der grandiosen Melodie in den Sinn, zu deren Unterstützung mal wieder ein extatischer Aufbau und sehr hingebungsvolle Vocals kommen. Klasse!
Confluence: Der mit Abstand obskurste Track, da es sich hierbei nur um einen an die Buttgereit-Filme (v.a. 'Schramm') erinnernden Monolog handelt, bei dem eine männliche und sehr ausdrucksstarke Stimme auf deutsch (!!!) und zu dezenten aber düsteren Klängen davon erzählt, was mit seiner kranken Frau geschieht (muß man sich anhören...mag ich hier nicht näher erläutern). Super sick und doch absolut cool!
Alles in allem ist 'Vilosophe' daher ein zwar etwas verstörendes, aber doch überaus brillantes Album geworden, das den Status von MANES im Avantgarde-Underground ins Unermeßliche steigern dürfte und bei der breiten Masse ohnehi keine Chance hat. Aber das ist definitiv auch gut so.
Hage, 10,5 Punkte
the metal observer
MANES, this is a name that should mean something to all the fans of pure true Norwegian Black Metal from the 90's, because this talented band had a feeling of their own, and are simply a cult band now, even if they haven't made so many releases. Well, here they are back, but the era of make-up, nails and spikes is over, because MANES have evolved a lot in those last years, in the same way as ULVER did. No more Black Metal! And let's say, no more Metal at all!
"Vilosophe" is way closer to pop music than to Hard Rock, and is thus quite surprising when listening to it for the first time, and even a bit boring, let's say. Still, the more you listen to it, the better you understand it and can begin to like this album, very well done and very soft, in which you can find passages of electro/pop, trip hop, etc, quite inspired. The voice is still quite special, very plaintive and almost weepy? but that's way easier to stand than the one of RADIOHEAD!
Quite a surprise then, but that's a nice try. Still, maybe a name change for the band could have been a good idea? (Online October 1, 2003)
MANES, this is a name that should mean something to all the fans of pure true Norwegian Black Metal from the 90's, because this talented band had a feeling of their own, and are simply a cult band now, even if they haven't made so many releases. Well, here they are back, but the era of make-up, nails and spikes is over, because MANES have evolved a lot in those last years, in the same way as ULVER did. No more Black Metal! And let's say, no more Metal at all!
"Vilosophe" is way closer to pop music than to Hard Rock, and is thus quite surprising when listening to it for the first time, and even a bit boring, let's say. Still, the more you listen to it, the better you understand it and can begin to like this album, very well done and very soft, in which you can find passages of electro/pop, trip hop, etc, quite inspired. The voice is still quite special, very plaintive and almost weepy? but that's way easier to stand than the one of RADIOHEAD!
Quite a surprise then, but that's a nice try. Still, maybe a name change for the band could have been a good idea? (Online October 1, 2003)
Elrickh
Member
Yeah i have bought the Manes album last week in Paris, and i found it excellent.
This is really a great cd, with a lot of inspiration, furthermore really norvegian style...
I am very in love xith the title "Die with your hands bound"...especially the end of this song with "You and I forever...". It mahe me travel...
Thanks Manes and Code666 for this great discovery...
This is really a great cd, with a lot of inspiration, furthermore really norvegian style...
I am very in love xith the title "Die with your hands bound"...especially the end of this song with "You and I forever...". It mahe me travel...
Thanks Manes and Code666 for this great discovery...
TRSTN
maniimathician
benzoworld:
Come direbbe l' esimio collaboratore Mimmo, questo è "strano metal". Anzi, a dir la verità questo è strano e basta. Ho sempre avuto una diffidenza per le bands che uniscono umori troppo eclettici, perché il gioco spesso mostra la corda a breve, ma è anche vero che ci sono delle eccezioni. I norvegesi Manes sono l' eccezione migliore che mi sia capitata fra le mani finora. Siamo in un territorio in cui le definizioni musicali non hanno più molto senso, e forse è meglio così. Per farvi capire a cosa siamo di fronte però il mio lavoro è quello di darvi delle indicazioni, e vi avverto che in casi come questi si tratta proprio di metodi riduttivi. Dunque, si parte da una base goth, nel senso più avant immaginabile, una sorta di Katatonia flippati più Madder Mortem più sperimentali; si procede con l' inserimento di trame trip-hop su cui si staglia l' ombra dei Massive Attack; si continua con una voce femminile genere electro pop di classe (mai sentiti i Moloko?); si finisce poi su territori techno dance disagiati, dove Aphex Twin e dei Prodigy pre-rincoglionimento spadroneggiano le lande. Ne esce così una canzone come "Nodamn brakes", dove suoni sintetici, voce femminile e accelerazioni improvvise ricordano anche i Radiohead più complessi, come se voleste elevare al quadrato l' osticità di "Kid A" e lo lasciaste sullo scaffale vicino ai films di David Lynch. "Diving with..." è quello che i My Dying gride sarebbero diventati se non fossero stati aggrediti dal mondo musicale quando fecero "34,788% complete","Ende" invece ospita dei sassofoni assolutamente troppo perfetti per scandalizzarsene e "Death of a genuine" tripudia della commercialità del refrain unita al programming da dance floor infernale. Tutto quello che posso dirvi è: se vi piacciono "le cose strane" (che è il nome dell' avanguardia musicale in bocca al popolino) avvicinatevi a questo disco e lasciate perdere il clan dei Pattoniani, visto che sembra che da quelle parti ultimamente l' aria ristagni parecchio. Se unite i miei improbabili riferimenti ad una grande produzione, ad un immenso packaging e ad un concept ostico ma interessante, direi che è un disco da avere. Mi vien da ridere a pensare che erano partiti come duo black metal primordiale... nella vita tutto può succedere.
Come direbbe l' esimio collaboratore Mimmo, questo è "strano metal". Anzi, a dir la verità questo è strano e basta. Ho sempre avuto una diffidenza per le bands che uniscono umori troppo eclettici, perché il gioco spesso mostra la corda a breve, ma è anche vero che ci sono delle eccezioni. I norvegesi Manes sono l' eccezione migliore che mi sia capitata fra le mani finora. Siamo in un territorio in cui le definizioni musicali non hanno più molto senso, e forse è meglio così. Per farvi capire a cosa siamo di fronte però il mio lavoro è quello di darvi delle indicazioni, e vi avverto che in casi come questi si tratta proprio di metodi riduttivi. Dunque, si parte da una base goth, nel senso più avant immaginabile, una sorta di Katatonia flippati più Madder Mortem più sperimentali; si procede con l' inserimento di trame trip-hop su cui si staglia l' ombra dei Massive Attack; si continua con una voce femminile genere electro pop di classe (mai sentiti i Moloko?); si finisce poi su territori techno dance disagiati, dove Aphex Twin e dei Prodigy pre-rincoglionimento spadroneggiano le lande. Ne esce così una canzone come "Nodamn brakes", dove suoni sintetici, voce femminile e accelerazioni improvvise ricordano anche i Radiohead più complessi, come se voleste elevare al quadrato l' osticità di "Kid A" e lo lasciaste sullo scaffale vicino ai films di David Lynch. "Diving with..." è quello che i My Dying gride sarebbero diventati se non fossero stati aggrediti dal mondo musicale quando fecero "34,788% complete","Ende" invece ospita dei sassofoni assolutamente troppo perfetti per scandalizzarsene e "Death of a genuine" tripudia della commercialità del refrain unita al programming da dance floor infernale. Tutto quello che posso dirvi è: se vi piacciono "le cose strane" (che è il nome dell' avanguardia musicale in bocca al popolino) avvicinatevi a questo disco e lasciate perdere il clan dei Pattoniani, visto che sembra che da quelle parti ultimamente l' aria ristagni parecchio. Se unite i miei improbabili riferimenti ad una grande produzione, ad un immenso packaging e ad un concept ostico ma interessante, direi che è un disco da avere. Mi vien da ridere a pensare che erano partiti come duo black metal primordiale... nella vita tutto può succedere.
www.powerlord.tk
Manes - Vilosophe 9.5/10
2003
Code666 / Aftermath Music
Manes har vel mer eller mindre oppnådd en slags kultstatus med deres skive ?Under Ein Blodraud Maane?. Den gangen var det black metal som gjaldt, brutal og grim. Det er uansett lenge siden de slapp nevnte skive, som for øvrig også var deres debut ? nærmere bestemt i 1998. Om jeg ikke bommer helt, selvfølgelig. Da er det ikke annet å gjøre enn å skylde på infoarket til Code666, he-he. Det er også et faktum at gjengen har holdt det gående med demo- og plateslipp siden 1993. Det blir ti år det. Ganske lenge, imponerende.
Bra med modningstid, nå har nemlig Manes sluppet ei plate som kommer til å stå som en grunnstein i lange, lange tider. Bort er alt som kan minne om black metal, tilbake har vi et organisk og tørt sound, ren og klar vokal, med tydelige referansepunkt til band som Radiohead, Porcupine Tree, Katatonia osv, for å nevne noen. Nå skal det vel påstås at Manes har en god del mer elektroniske impulser enn disse bandene, og det passer som hånd i hanske. Alt stemmer her, og det finnes i all sannhet ikke et svakt øyeblikk. Fra begynnelse til slutt får du melodier, riff, partier som låter tidløst. Ta en dash gammel, tørrprodusert progrock, og legg til noen tunge riff åpningslåta, Nodamnbrakes. Genialt.
Det som får det til å klinge mellom meg og Manes er denne balansen mellom alle elementene som skaper bilder i hodet. Jeg tenker automatisk på filmer på for eksempel Soilent Green og dets like når jeg hører syntheffekene på Divning With Your Hands Bound. Fantastisk, jeg hører noe nytt hver gang plata får trimme seg. Skal vi nevne lignende band, som må jeg dra fram litt Arcturus på låta Death of The Genuine. Genialt !
Jeg har til gode å finne tekstene, siden slikt ikke følger med på promokopier, dessverre. Men det jeg hører, høres meget bra ut, og jeg har god tro på at det er fin-fin tekster. Coveret må også nevnes, utrolig estetisk ! Om denne kommer til å tåle tidens tann vil vise seg, men det har jeg god tro på, men jeg har et prinsipp mot å sette full karakter på skiver før jeg har fordøyd dem i minst et år. Så denne får 9.5; definitivt et av årets aller beste skiver. En klassiker !
--Crenshaw
Manes - Vilosophe 9.5/10
2003
Code666 / Aftermath Music
Manes har vel mer eller mindre oppnådd en slags kultstatus med deres skive ?Under Ein Blodraud Maane?. Den gangen var det black metal som gjaldt, brutal og grim. Det er uansett lenge siden de slapp nevnte skive, som for øvrig også var deres debut ? nærmere bestemt i 1998. Om jeg ikke bommer helt, selvfølgelig. Da er det ikke annet å gjøre enn å skylde på infoarket til Code666, he-he. Det er også et faktum at gjengen har holdt det gående med demo- og plateslipp siden 1993. Det blir ti år det. Ganske lenge, imponerende.
Bra med modningstid, nå har nemlig Manes sluppet ei plate som kommer til å stå som en grunnstein i lange, lange tider. Bort er alt som kan minne om black metal, tilbake har vi et organisk og tørt sound, ren og klar vokal, med tydelige referansepunkt til band som Radiohead, Porcupine Tree, Katatonia osv, for å nevne noen. Nå skal det vel påstås at Manes har en god del mer elektroniske impulser enn disse bandene, og det passer som hånd i hanske. Alt stemmer her, og det finnes i all sannhet ikke et svakt øyeblikk. Fra begynnelse til slutt får du melodier, riff, partier som låter tidløst. Ta en dash gammel, tørrprodusert progrock, og legg til noen tunge riff åpningslåta, Nodamnbrakes. Genialt.
Det som får det til å klinge mellom meg og Manes er denne balansen mellom alle elementene som skaper bilder i hodet. Jeg tenker automatisk på filmer på for eksempel Soilent Green og dets like når jeg hører syntheffekene på Divning With Your Hands Bound. Fantastisk, jeg hører noe nytt hver gang plata får trimme seg. Skal vi nevne lignende band, som må jeg dra fram litt Arcturus på låta Death of The Genuine. Genialt !
Jeg har til gode å finne tekstene, siden slikt ikke følger med på promokopier, dessverre. Men det jeg hører, høres meget bra ut, og jeg har god tro på at det er fin-fin tekster. Coveret må også nevnes, utrolig estetisk ! Om denne kommer til å tåle tidens tann vil vise seg, men det har jeg god tro på, men jeg har et prinsipp mot å sette full karakter på skiver før jeg har fordøyd dem i minst et år. Så denne får 9.5; definitivt et av årets aller beste skiver. En klassiker !
--Crenshaw
efj
Schizo Freak
http://strefa.rockmetal.art.pl/
MANES
Vilosophe Ciekawe czy Arcturus nagrywając "La Masquerade Infernale" zdawał sobie sprawę z konsekwencji tego czynu. Ciekawe czy Garm był świadomy, że jego nieokiełznana wyobraźnia stanie się nieocenionym źródłem inspiracji dla przyszłych pokoleń. Rozpatrując problem z logicznego punktu widzenia nie można wspomnianych artystów "obciążać" za taki rozwój wydarzeń- po prostu mają talent i odważnie z niego korzystają, nie zdają sobie być może sprawy, że odkrywają nowe zakamarki dźwięków. Ale z drugiej strony logika nie jest silnym argumentem, bo wciąż nie można oprzeć się wrażeniu, że artyści od początku świadomi byli swej wartości i doskonale wiedzieli, że twory ich wyobraźni wstrząsną światem ...
Manes to intrygujące stworzenie, które w jakimś stopniu zostało naznaczone geniuszem Arcturusa. Ale w tym momencie nie należy nastawiać się na ściśle określone doznania, wszelkie podobieństwa nie wynikają z powielania tych samych patentów a raczej z oryginalnego podejścia do muzyki. Bo doprawdy trudno byłoby doszukać się analogii brzmieniowych. Manes podobnie jak Arcturus nie zna ograniczeń w eksperymentowaniu, nie cofa się przed nieznanym, nie boi się eksponować swego szaleństwa. I już z tego powodu stylistyczna klasyfikacja wydaje się niemożliwa. "Vilosophe" to płyta łącząca przeróżne bieguny emocji - jest tu miejsce na metal, na rytmikę d'n'b, na trip hopowe eksperymenty. To tak jakby do wrzącego kotła wrzucić emocjonalność Katatonii, awangardowość Arcturusa, nowatorstwo Ulvera i The 3rd And the Mortal, zakręcenie Radiohead, wokalną ekspresję Ozzy`ego Osbourne`a (czasem też Garma i polać to elektroniczną oliwą. Parzy ? Cóż, decydując się przebrną przez taki melanż trzeba być przygotowanym na drgawki. Manes jest nieprzewidywalny, ciągle zaskakuje, ciągle obala domniemane tezy. Raz jest wzburzony i dramatyczny, innym razem stoi obok tych emocji, zupełnie się wycisza, wzrusza melancholijnym, delikatnym nastrojem (piękny "White Devil Black Shroud").
Na "Vilosophe" powinni zwrócić uwagę miłośnicy Arcturusa, Ulvera czy Solefald. Całkiem prawdopodobne, że płytą nie wzgardzą fani Katatonii. A już na pewno nie przejdą obok niej obojętnie ci, którzy szukają w dźwiękach obezwładniającego szaleństwa, ciągle chcą być zaskakiwani i ciągle poszukują nowych doznań. Manes zapewni je z nawiązką.
8 / 10
Małgorzata Gołębiewska
MANES
Vilosophe Ciekawe czy Arcturus nagrywając "La Masquerade Infernale" zdawał sobie sprawę z konsekwencji tego czynu. Ciekawe czy Garm był świadomy, że jego nieokiełznana wyobraźnia stanie się nieocenionym źródłem inspiracji dla przyszłych pokoleń. Rozpatrując problem z logicznego punktu widzenia nie można wspomnianych artystów "obciążać" za taki rozwój wydarzeń- po prostu mają talent i odważnie z niego korzystają, nie zdają sobie być może sprawy, że odkrywają nowe zakamarki dźwięków. Ale z drugiej strony logika nie jest silnym argumentem, bo wciąż nie można oprzeć się wrażeniu, że artyści od początku świadomi byli swej wartości i doskonale wiedzieli, że twory ich wyobraźni wstrząsną światem ...
Manes to intrygujące stworzenie, które w jakimś stopniu zostało naznaczone geniuszem Arcturusa. Ale w tym momencie nie należy nastawiać się na ściśle określone doznania, wszelkie podobieństwa nie wynikają z powielania tych samych patentów a raczej z oryginalnego podejścia do muzyki. Bo doprawdy trudno byłoby doszukać się analogii brzmieniowych. Manes podobnie jak Arcturus nie zna ograniczeń w eksperymentowaniu, nie cofa się przed nieznanym, nie boi się eksponować swego szaleństwa. I już z tego powodu stylistyczna klasyfikacja wydaje się niemożliwa. "Vilosophe" to płyta łącząca przeróżne bieguny emocji - jest tu miejsce na metal, na rytmikę d'n'b, na trip hopowe eksperymenty. To tak jakby do wrzącego kotła wrzucić emocjonalność Katatonii, awangardowość Arcturusa, nowatorstwo Ulvera i The 3rd And the Mortal, zakręcenie Radiohead, wokalną ekspresję Ozzy`ego Osbourne`a (czasem też Garma
i polać to elektroniczną oliwą. Parzy ? Cóż, decydując się przebrną przez taki melanż trzeba być przygotowanym na drgawki. Manes jest nieprzewidywalny, ciągle zaskakuje, ciągle obala domniemane tezy. Raz jest wzburzony i dramatyczny, innym razem stoi obok tych emocji, zupełnie się wycisza, wzrusza melancholijnym, delikatnym nastrojem (piękny "White Devil Black Shroud"). Na "Vilosophe" powinni zwrócić uwagę miłośnicy Arcturusa, Ulvera czy Solefald. Całkiem prawdopodobne, że płytą nie wzgardzą fani Katatonii. A już na pewno nie przejdą obok niej obojętnie ci, którzy szukają w dźwiękach obezwładniającego szaleństwa, ciągle chcą być zaskakiwani i ciągle poszukują nowych doznań. Manes zapewni je z nawiązką.
8 / 10
Małgorzata Gołębiewska
efj
Schizo Freak
http://www.rockmetalbands.com/
Manes - Vilosophe (code666)
Manes - Vilosophe (code666)
[font=Courier New, Courier, mono][font=Nosferatu, Schizm, SF Outer Limits Distorted, Suicide]M[/font][/font] MARK: 85/100
Quite a hard task to be able to catalogue this band of Norwegian classic intellectuals; started as a raw black metal act and touched the top with the frozen "Under ein bloodraud maane", of the far-off 1998 for Hammerheart, they're back with a CD which has NOTHING to do with the past, as their music has become rich with samples, though with true drums, atmospherical, dark and slow; the guitars are in the background and the vocals, clean from beginning to end, are shared between 2 singers, in my opinion not always satisfying; sometimes they sound close to Magellan's or Yes's, sometimes they are too artificial or gay-like; there are songs like, e.g. "Terminus a Quo/Terminus ad Quem", in which the aura is inflamed by electric explosions and a ruinous drumming; this track is so bizzarre that even reminds me of the mythical Jane's Addiction, to change in a calmed end. The very gloomy and menacing words at the beginning of "Death of the Genuine" come after, and the guitars and programming in the trail of Aphex Twin are later effectively mixed, although the vocals are most diverse. "Vilosophe" is a jam session among Katatonia, Radiohead and Aphex Twin, it's true prog metal, but they like to call it neo avant metal, prob'ly to avoid being confused with the bands usually labelled in the prog genre. Enslaved have remained black and have dared a lot, but they can still look at themselves in the mirror, things that Satyricon and Mayhem can't do so easily. Manes have completely abandoned that genre and have modified their line-up steadily, so it'd've been more honest to choose another monicker; I know it's hard to leave such an unusual monicker, so full of interesting meanings, all connected to hereafter godheads. However, these 7 tracks + a spoken outro by a psychotic German killer, who finally shoots himself, compound a brave CD that will be liked by the more open-minded lovers of metal, rock and electronic music, knocking down further barriers, and continueing what pioneeristic crossover bands began 20 years ago.
MARKUS GANZHERRLICH - 30/05/03
MARKUS GANZHERRLICH - 30/05/03
DFRIndustries
Beauty & Pain Empire
Heres our review from our webzine
Manes-Vilosophe-CD (Code 666)
Sneaky Sneaky Sneaky from the Group Manes. A once raw noisy Black metal band have now crossed over to the Electro/Experimental Side like Ulver, Mayhem, Fleurety and many others. This is some stellar music going on hear. Think the best parts of Veds Buen Ende and Ulver mixed with the more agressive sides of Solefald and Fleurety. It's never metallic at all but still Dark and Heavy as hell. This is a CD that many will just not understand as its not an easy listen with many complex twist and turns. metal, jazz, noise, electro and trip hop all in one release can be a bit much . Though Manes Does is As well if not better then all the rest. They have found a new world to explore and I for one can't wait to travel on there new adventures for a long time to come.
By Clint
http://beautyandpain.com/b&pzine.htm
Manes-Vilosophe-CD (Code 666)
Sneaky Sneaky Sneaky from the Group Manes. A once raw noisy Black metal band have now crossed over to the Electro/Experimental Side like Ulver, Mayhem, Fleurety and many others. This is some stellar music going on hear. Think the best parts of Veds Buen Ende and Ulver mixed with the more agressive sides of Solefald and Fleurety. It's never metallic at all but still Dark and Heavy as hell. This is a CD that many will just not understand as its not an easy listen with many complex twist and turns. metal, jazz, noise, electro and trip hop all in one release can be a bit much . Though Manes Does is As well if not better then all the rest. They have found a new world to explore and I for one can't wait to travel on there new adventures for a long time to come.
By Clint
http://beautyandpain.com/b&pzine.htm
